Ja så skete det så igen! Her sidder jeg bare og prøver at fortælle noget til personalet igen, og som der sker hver evig eneste gang, skal de ind til en af de andre beboer. HVORFOR ER JEG SÅ LANGSOM OM AT FÅ DET SAGT. Jeg hader det, jeg hader mig. Jeg bliver så fandes ked af det hver gang, begynder virkelig at græde, føler mig ikke så værdig til deres tid, som alle de andre er. Jeg ville sådan ønske at de ville bruge en smule længere tid end de normalt ville gøre, for måske ville jeg kunne få det sagt.
øv, nu havde jeg ellers haft sådan en god dag, og nu er den bare virkelig fyldt med tåre.
Jeg har en utrolig trang til at tage kniven og lemlæste min klamme ulækre krop! Og har lidt svært ved at modstå frestelsen. Har virkelig bare brug for det, fordi jeg er så DUM! og selvfølgelig giver stemmerne i mit hoved mig ret: ''Selvfølgelig er du dum, du har aldrig kunne bruges til noget, af alle mellem himlen og jord er du det svageste led. GØR DET, tag den kniv, så du mærke din krop''.
Jeg er bare ikke stærk nok til at modstå dem, de har simpelhen kontrollen over mig, over hvad jeg gør, over hvad jeg skal tænke og føle. JEG HADER DEM, men de har jo ret? tror jeg?
Jeg er så vred på mig selv!! jeg føler mig et eller andet sted såret? men burde ikke, har ikke ret til at være såret.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar