A new day is coming up.

Ja en ny dag? men hvor fanden er mit gode humør fra i går? Jeg håbede så inderligt, at det ville være ved. men nej. Klokken 4 i nat, vågnede jeg med et angst anfald, gik voldsom i panik og hyperventilerede, jeg prøvede at berolige mig selv på mange måder, men det eneste der virkede var min ''gode ven'' kniven? typisk! Men tilgængeld virkede det. Så jeg kunne ligge mig til at sove igen.
Jeg sov helt til klokken 11:15, selvom jeg skulle have været oppe klokken 9:15. hmmm.. det var vel ikke så godt.. men havde virkelig brug for at sove.

Lige nu sidder jeg bare og sumper... tænker.. `
Jeg tænker faktisk tilbage på en tid der sidder dybt i mig endnu. Det var i slutningen i november for nogle år siden, hvor jeg fortalte min mor for første gang om mine selvmords tanker, at jeg skar i mig selv og den gang kastede jeg også op fast. Og så dagen efter da jeg var hjemme ved min daværende kæreste blev jeg ringet op af min far, at min mor var blevet indlagt på psykiatrisk. Og jeg blev så ked af det, og fik den vildeste skyldfølelse, som stadig sidder i mig den dag idag.

Det er ikke den eneste gang jeg har fået en træls besked i telefonen. I en november engang, fik jeg at vide at min farmor havde kræft, (dog fik jeg ikke lige det at vide over telefonen). Men så i sommeren 2007 fik min far et haste opkald, om at vi nok skulle til at komme afsted til københavn, fordi de mente ikke at farmor havde lang tid igen. Vi kørte så til københavn og hele vejen der over hørte jeg ''Tears In Heaven'' i min MP3
-afspiller. Vi så hende og hun var vågen et kort øjeblik, hun lignede overhoved ikke sig selv. Hun havde tabt sig en del, og var blevet helt skaldet pga af kemoen. Puha, det var virkelig hårdt at se hende. Men jeg synes faktisk det værste var min fars reaktion. Han græd virkelig, og jeg har ALDRIG i mit liv, set ham græde, ud over denne gang. Nå men farmor holdt ud i lang tid, dog var hun kun vågen en gang ud over da vi kom, men det var kun  10 minutter, og så faldt hun igen i dyb søvn. En af dagene var jeg gået ned i byen for at hente noget til de mindre børn, mener at det var pølsehorn. Og så ringede min telefon, hvor min mor sagde at jeg skulle komme tilbage til hospice, og jeg forstod det ikke helt. Men hun fortalte mig at farmor var død nu. Jeg græd hele vejen hjem, var faktisk også lidt ked af at få det afvide over telefonen, men det var min egen skyld, jeg ville have at vide hvad der var sket.

Måske er det en af grundene til at jeg ikke er så vild med at snakke i telefon? Det er i hvert fald min teori.

Rest in Peace - Farmor.

...Miss and love you so much!