.. Happy New year? or not?

Lad 2011 blive bedre end 2010..
Eller det håber og ber jeg til.
Har stadig problemer med søvnen.. og de sidste par dage har det tricket det hele, at jeg ikke får søvn nok. Om aftenen bliver jeg mere psykotisk end normalt.. Jeg skader mig selv rigtig meget, og føler ikke rigtig at der er nogen udvej lige nu.

2010 var et mærkeligt år:
året ''startede'' stort set med et selvmordsforsøg, hvilket jo aldrig er rart.
Jeg havde en okay sommer.. skønt humør, og var sådan stort set ved at blive klar til at flytte i egen lejlighed.
god tid efterfulgt af et STORT tilbage skridt.
Flytte på Søndergade, ENDNU større nedtur.
Efterfulgt af indlæggelse.
Dårlig jul og nytår.

og så er vi klar til endnu et år.. lad det nu forhelved blive bedre!!! 

Wierd??

Jeg havde en virkelig sær oplevelse idag..
Jeg var nede i byen og handle med far. Når jeg gik forbi andre mennesker nede i byen, så var det som om at de talte et andet sprog? ikke dansk og hellere ikke tysk, selvom der er mange tyskere på ferie her. Det var et totalt mærkelig sprog.. og igen havde de total mærkelig øjne? Røde rasende øjne.

Jeg skal til julefrokost i aften.. jeg har bare lyst til at drikke mig hamrende stiv, fordi jeg magter ikke den del af familien ! ..
Dø dø dø dø dø..

Not the best christmas.

Juleaften startede ikke så godt.. for det første hoppede en af deres hunde ned fra mig, og slog sig, og så fik jeg selvfølgelig skyldfølelse selvom jeg faktisk ikke gjorde noget, det var jo den der selv sprang. for det andet var der så mange mennesker, og jeg havde det faktisk af helveds til.. de larmede og så var der sindsyg mange møgunger.
For det tredje gik jeg oven på for at græde, og det opdagede min mor så. Og så sagde jeg stille til min mor nedeunder at jeg ikke var så glad for bord opdækningen, fordi jeg skulle side ved siden af min 6 årig halv kusine og overfor min 9 årig mærkelig halv fætte + langt væk fra mor og far. Og det overhørte min moster, som jeg følte blev pisse fornærmet.. og endnu mere dårlig samvittighed til mig!

Jeg blev glad for julegaverne, specielt dem fra mor & far og den fra mine brødre. Jeg blev helt rørt over at mine brødre havde tænkt på mig, de havde købt et navne armbånd til mig.. Vi er ellers ikke på gaver med hinanden før vi fylder 18.. og jeg er jo fyldt 18 så jeg er begyndt at købe gaver til jul og fødselsdage. Mor og far havde købt en sølv medaljon, hvor der er plads til to billeder i.

Jeg er lidt ked af at Nynnemand, er så sur for tiden, jeg tror han bliver stresset når vi er hjemme med mine forældre. (nynnemand er min fugl.) Han betyder så meget, og jeg er så ked af at han er så stresset.

Tomorrow it's christmas..

Jep, i morgen er det jul, og er ikke engang i julestemning! .. Jeg glæder mig ikke engang.. Det er hårdt at blive voksen, så er jul bare ikke det samme længere. Jeg huske da man var barn, var jul altid noget stort, der glædede man sig både til lillejuleaften, hvor vi leger pakkeleg i vores familie, og juleaften, hvor der var gaver, god mad og man var sammen med sin dejlige familie... men i år.. er det bare ikke det samme?

I hate winter.

Der så meget sne uden for, og jeg hader det. Jeg hader simpelhen vinter.. Det er koldt og mørkt.. og jeg får det altid dårligt om efteråret og vinteren.. og selvfølgelig er denne vinter ikke anderledes.
Mit humør svinger helt vildt, jeg er helt vild glad det ene øjeblik, og vildt ked af det det næste.. Men har heldigvis noget humørstabiliserende medicin (SOM JEG IKKE TAGER PÅ AF).. og det virker da lidt, men ville ønske, at det IKKE virkede sådan, så jeg kan skjule, hvordan jeg har det inden i...

I nat har jeg faktisk sovet bedre end normalt, og det var rigtig dejligt.

Jeg har ikke så meget at fortælle i dag, see ya.

Yesterday is no different from today, kill me before tomorrow!

Jeg var på psyk. i dag.. og ved ikke helt hvordan det gik. Vi snakkede lidt om julen, og min lemlestede mave og medicin... Jeg sagde nej til mere medicin, selvom jeg faktisk har det af helveds til.. Sover stadig rigtig dårligt om natten, vågner stadig med angst-anfald, skærer i mig selv når jeg ikke kan holde det ud mere.. Men det går lige så godt med at tabe sig! Jeg vil IKKE veje mere, og det kommer jeg til hvis jeg begynder på medicinen igen.. Men på den anden side, ved jeg også, at det ville hjælpe mig en smule. Men nu prøver jeg uden medicin, og hvis jeg så ikke kan holde det ud mere, må vi jo så se om jeg vil starte på mit medicin igen.

Jeg fik et total flip-ud-anfald i går, jeg havde lige lagt og sovet lidt, og så pludselig vækkede et personale mig, selvom han godt ved jeg ikke sover godt om natten, og så sige han fandme at jeg skal lave aftensmad.. det er også fint nok, mens jeg lige lå og vågnede lidt, begynder at så at sige at vi og bare kan tage rugbrød i stedet. Og der flippede jeg totalt ud, fordi jeg var lige vågnet .. Jeg gik grædende ud af fællesrummet, og råbte at jeg gad slet ikke at diskuterer med ham, og vi bare kunne tage det lorte rugbrød, hvis han absolut skulle presse mig. Så jeg låste mig ude på badeværelset, og skar i mig selv.. men det var ikke på grund af ham, det var pga mig selv og den reaktion jeg kom med..

Jeg er lige kommet hjem til ''de gamle'' i dag, for at holde juleferie. Jeg er spændt på at se hvordan det kommer til at gå, indtil videre går det fint.. men er bare så nervøs for at det går galt for mig. Jeg vil så gerne have denne her juleferie til at fungere, så gør alt for ikke at vise, hvor skidt jeg egentlig har inden i.

Merry Christmas!

.. don't know what to say.

Jeg har det meget mærkeligt. Jeg blev helt vild svimmel i går aftes, og lige nu er jeg også helt vild svimmel... som om at hvis jeg rejste mig op, ville jeg besvime.
I går.. efter jeg havde skåret i mig selv, blev min arm helt vild mystisk. Jeg fik ondt i den, ikke svien som det plejer, og sådan virkelig ondt.. Jeg blev lidt bekymret, men det var dog kun overfladisk.
Hele min mave er fyldt med snitsår.. godt nok ikke særlige dybe, men de er der. Det ser godt nok voldsomt ud, men det er kun fordi der er mange af dem.

Jeg er lidt ked af det i dag, jeg ville ønske, at jeg bare kunne forsvinde fra jordens overflade, og glemme alt jeg tumler med. Jeg tror virkelig at jeg trænger til en ordenlig nats søvn.

Sad.

Jeg ved ikke hvorfor jeg er ked af det, det kom bare pludselig .. Har lyst til at sætte mig til at tude-brøle. Jeg har lyst til at gå amok på min krop med en kniv, igen! Jeg hader mig selv virkelig meget.. føler mig ulækker fordi jeg har spist så meget aftens mad.. mere end jeg plejere. Havde virkelig lyst til at brække lortet op igen, men gjorde det ikke.
Jeg tror min krop er på overarbejde, sover ikke ordenligt om natten.. så.. jeg er ved at være godt træt. Men jeg tør simpelhen ikke at gå i seng, fordi når mørket falder på, og lige når jeg har slukket tv, ligger jeg bare i mørket og har de vildeste angst- og psykotiske anfald. Jeg tør simpelhen ikke at sove.

Jeg er så træt!

6 days to christmas.

Nu er juleaften lige om hjørnet, og magter det ikke. Lige nu vil jeg bare gerne have lortet overstået.. men sådan går det nok ikke.

Jeg ved snart ikke hvor jeg skal gøre af mig selv længere, jeg sover så dårlig om natten, og er bange for at gå i seng, for så starter møllen forfra. syns- og føle-hallucinationerne vender kraftigt tilbage, og jeg får sommetider angst anfald, og værelset begynder at snurrer, når jeg har siddet og hyperventileret længe. Men holder ud i nu, for vil simpelhen ikke have anti-psykotisk igen, nu går det lige så godt med at tabe sig. Jeg vil gøre ALT for IKKE at komme tilbage på anti-psykotisk. Jeg vil gøre alt for at tabe mig, fordi det ødelægger mit selvværd og min selvtillid.. og nu hvor jeg er kommet af mit normale medicin, kan jeg først rigtig se hvor tyk jeg er blevet. Før da følte jeg mig som en tynd pige, når jeg ikke så mig i spejlet. Totalt forskruet.

Senere i dag, skal jeg i biffen med moster, mosters kæreste og lillebror. Lige nu føler jeg mig faktisk ikke særlig oplagt, men det kan nå at ske endnu.. håber jeg da.

Miss you so much.

Jeg sad lige og snakkede med et personale for et stykke tid siden, og vi snakkede om en veninde jeg har havde på efterskolen.. Og at jeg savnede hende så inderligt. Hun betød alt for mig, hun var virkelig det man kunne kalde en faktisk veninde... Hun trøstede mig da mig da min daværende kærste slog op. Hende og jeg havde nærmest en ugentlig ''Roomie-dag'', hvor vi kørte ned i nordby og købe slik og chips ind, og så sad vi på værelset med stearin lys og søgte sange på youtube. jeg savner det så meget! jeg savner DIG så meget!
Jeg vil så gerne tage kontakt til hende, men tror ikke at nogen af os, er særlig gode til at holde kontakten. Og hun bor ikke ret langt fra mig. Øv, tag dig sammen trillemille! Nu her hvor jeg fået lidt mere overskud vil jeg prøve at tage kontakt til hende.
Nu må vi se (:

Tell me what are we fighting for? we got to end this war!

Jeg er lidt nervøs for juleferien, da jeg skal tilbringe den sammen med mor, far og brødre. Jeg har lidt problemer med at lade være med at hakke og skælde ud på min yngste lillebror.. hader mig selv for det.. men føler bare at min mor og far ikk opdrager ham, som de ville have gjort med os andre, da vi var i den alder. Jeg er tit i konflikt med ham.. og når det er helt galt, er der også nogle gange jeg giver ham et ''smølfe'spark'' på kinden, så han bliver ekstra sur.. hvor er jeg egentlig grov. Jeg ville bare ønske, at jeg kunne så godt med ham, lige som da han var yngre. Jeg passede altid på ham, da vi var yngre.. men nu er han.. ja.. blevet ældre. Grovere ord i munden, spiller altid computer, vild..
Han er også syg. Han er mentalt tilbage i udvikling.. mener at han vidst er mentalt retaderet og har nogle problemer i daglig dag. Det er egentlig synd for ham, men bliver bare så vred, når han gør ting, som kun småbørn gør.. og han er altså 11.
Jeg vil bare så gerne være god ved ham, men det er bare så svært, for kan ikke sætte mig ind i, at uden på ligner han en lille-teenager med bumser og det hele. Men inden i er han vel på nogen områder stadig en 4-5 årig tror jeg.
Det er bare så forvirrende med ham, og forstår bare ikke det hele.

Men jeg kan jo ikke alt, selvom jeg rigtig gerne ville.

Tænker altid på mine problemer med ham, når jeg hører en bestemt del af en sang:

Brother my brother
Tell me what are fighting for
We've got to end this war
We should love one another
Oh, can't we just pretend
This war never began
We can try
Brother my brother

We face each other from different sides
The anger burns can't remember why
It's kind of crazy to cause so much pain
Our foolish pride makes us hate this way

We watch our world fall apart
Tell me what good is winning
When you lose your heart

Brother my brother
Tell me what are fighting for
Isn't life worth so much more
We should love one another
Oh, can't we just pretend
This war never began
Tell me why
Brother my brother

Let's take a moment to look deep inside
and say we're willing to give love a try
we're not as different as we seem to be
there's so much more to me than what you see

Almost a good night sleep.

Jeg sov okay i nat. Lidt mareridt og var kun vågen 2 gange. SKØNT.
Jeg fik lige at vide af et personale, at jeg havde tabt mig. Jeg blev helt vild glad, selvom jeg ikke selv kan se det. Synes stadig jeg ser lige fed ud! Det gør jeg også. det er jo ikke mere end 5-6 kilo jeg har tabt mig jo.

Det er jul? Og er ikke engang oplagt til det. Vi skal holde jul hos moster og hendes kæreste, og jeg magter ærlig talt ikke de mennesker jeg kun har set, 2 gange eller sådan noget. Det er kun min familie, mormor og morfar jeg sådan rigtig kender. Jeg ville meget hellere holde det ved mormor som vi plejer. Det plejer at være så hyggeligt. Vi skal heldigvis stadig holde nytår hos mormor, det er dejligt. Jeg fik købt den sidste julegave i mandags, så det er jeg heldigvis færdig med.. 


Jeg føler hele tiden at jeg er med i en dårlig film eller teater stykke? jeg føler mit liv er sat op.. forstår det virkelig ikke?

Again!

Øv, nu blev jeg bare så ked af det igen, fordi jeg havde endelig fået en samtale kørende om mig, hvor jeg rent faktisk sagde lidt, ikke noget særlig men lidt, med min kontakt person. Og som der ALTID sker, skal hun ind til en anden beboer. Øv, hvor blev jeg ked af det. For følte virkelig, at det kørte på skinner, og følte at jeg ville fortælle lidt om mig og mine ting, jeg tumler med.
Hvorfor bliver jeg så ked af det hver gang ? jeg tror det er 4. gang det sker for mig eller sådan noget. Og jeg kan ikke engang tillade mig at blive sur, for den anden beboer har det klart værre end mig.

Why is it so hard to talk about?

Ved godt jeg lige har skrevet. men gør det lige igen, for nu er der noget der fylder igen.
Har lige været på gåtur med min kontakt person, og vi snakkede, eller.. hun snakkede i hvert fald. Jeg ville rigtig ha' fortalt hende noget omkring mit angst anfald i nat. men jeg kan simpelhen bare ikke få det sagt. Aner virkelig ikke hvordan jeg skal starte, hvordan jeg skal sætte ord på, hvordan det skal slutte. ARG! JEG BLIVER SINDSYG! - vel og mærket hvis jeg ikke er det i forvejen!
Det er hellere ikke nemt når stemmerne siger at, jeg simpelhen ikke må, hvis jeg skal have nogle forhåbninger om at opretholde min facade. De siger at der er ingen der gider at hører på mit ævl anyway. HADER DEM. Men de er det eneste der kan beskytte mig.

Da vi var ude og gå, følte jeg at jeg blev forfulgt.. men det er jo ikke noget nyt. Menneskerne vi gik forbi havde røde øjne og onde blik. Føler alle skuler til mig, de tænker nok, sikke en særlig.

The time of my life.

Jeg sad lige og tænke tilbage på den fedeste tid i mit liv! efterskolen! Jeg gik på Fanø Efterskole årgang 07/08, the greatest time of my life... Jeg savner det vildt, savner sammenholdet, hyggestunderne og de fedeste oplevelse.
Jeg boede sammen med denne her fantastiske pige, og vi forstod virkelig hinanden.. Jeg kan huske en aften, hvor vi sammen med et par drenge og et par piger gik ud til bunker-nord. Vi lagde bare og kiggede stjerner og over den lysende by Esbjerg. Det var så smukt. Vi delte tanker, følelser og hemmeligheder, det var virkelig skønt. Jeg følte virkelig bare, at jeg var i eventyrland. Og den følelse jeg havde den aften, kommer altid igen, når jeg står under en stjerne klar himmel. Det var en vidunderlig tid!

Jeg kan også huske vores årlige skitur, jeg boede selvfølgelig i hytte sammen med de piger jeg holdt mest af på efterskolen, vi rå-hyggede virkelig! Drengene kom altid over om aftenen og vi lagde og så film så længe vi kunne få lov til det. Åd store mængder af norske chips og slik.
Der er en af afterne jeg specielt husker. En af pigerne jeg holdt meget af, fortalte os om hendes begyndende spiseforstyrrelse, og så sad vi der 3 piger midt om natten og udvekslede livserfaring, og vi tudbrølede, mens de andre sov trygt i deres senge. Det er nok en stund jeg aldrig glemmer. Savner den tid så ubeskriveligt!

Jeg er flere gange blevet tilbudt at komme med til noget efterskole-kom-sammen-noget, efter vi stoppede. Men sagde altid jeg ikke kunne, fordi jeg tror ikke de ville kunne genkende mig, da jeg har taget meget på pga. medicinen. Tænk at udseende kan betyde så meget for mig? at jeg ikke en gang, vil være sammen med dem, jeg har haft den bedste tid i mit liv med.. bare fordi at de ikke må se hvor ulækker tyk jeg er blevet. Jeg ville sådan ønske at jeg kunne få mig selv til at sige ja den gang, men det kunne jeg bare ikke!

Jeg savner jer drenge og piger!
Fanø Efterskole, always on my mind.

A new day is coming up.

Ja en ny dag? men hvor fanden er mit gode humør fra i går? Jeg håbede så inderligt, at det ville være ved. men nej. Klokken 4 i nat, vågnede jeg med et angst anfald, gik voldsom i panik og hyperventilerede, jeg prøvede at berolige mig selv på mange måder, men det eneste der virkede var min ''gode ven'' kniven? typisk! Men tilgængeld virkede det. Så jeg kunne ligge mig til at sove igen.
Jeg sov helt til klokken 11:15, selvom jeg skulle have været oppe klokken 9:15. hmmm.. det var vel ikke så godt.. men havde virkelig brug for at sove.

Lige nu sidder jeg bare og sumper... tænker.. `
Jeg tænker faktisk tilbage på en tid der sidder dybt i mig endnu. Det var i slutningen i november for nogle år siden, hvor jeg fortalte min mor for første gang om mine selvmords tanker, at jeg skar i mig selv og den gang kastede jeg også op fast. Og så dagen efter da jeg var hjemme ved min daværende kæreste blev jeg ringet op af min far, at min mor var blevet indlagt på psykiatrisk. Og jeg blev så ked af det, og fik den vildeste skyldfølelse, som stadig sidder i mig den dag idag.

Det er ikke den eneste gang jeg har fået en træls besked i telefonen. I en november engang, fik jeg at vide at min farmor havde kræft, (dog fik jeg ikke lige det at vide over telefonen). Men så i sommeren 2007 fik min far et haste opkald, om at vi nok skulle til at komme afsted til københavn, fordi de mente ikke at farmor havde lang tid igen. Vi kørte så til københavn og hele vejen der over hørte jeg ''Tears In Heaven'' i min MP3
-afspiller. Vi så hende og hun var vågen et kort øjeblik, hun lignede overhoved ikke sig selv. Hun havde tabt sig en del, og var blevet helt skaldet pga af kemoen. Puha, det var virkelig hårdt at se hende. Men jeg synes faktisk det værste var min fars reaktion. Han græd virkelig, og jeg har ALDRIG i mit liv, set ham græde, ud over denne gang. Nå men farmor holdt ud i lang tid, dog var hun kun vågen en gang ud over da vi kom, men det var kun  10 minutter, og så faldt hun igen i dyb søvn. En af dagene var jeg gået ned i byen for at hente noget til de mindre børn, mener at det var pølsehorn. Og så ringede min telefon, hvor min mor sagde at jeg skulle komme tilbage til hospice, og jeg forstod det ikke helt. Men hun fortalte mig at farmor var død nu. Jeg græd hele vejen hjem, var faktisk også lidt ked af at få det afvide over telefonen, men det var min egen skyld, jeg ville have at vide hvad der var sket.

Måske er det en af grundene til at jeg ikke er så vild med at snakke i telefon? Det er i hvert fald min teori.

Rest in Peace - Farmor.

...Miss and love you so much!

well, I guess that's life?

Ja så skete det så igen! Her sidder jeg bare og prøver at fortælle noget til personalet igen, og som der sker hver evig eneste gang, skal de ind til en af de andre beboer. HVORFOR ER JEG SÅ LANGSOM OM AT FÅ DET SAGT.  Jeg hader det, jeg hader mig. Jeg bliver så fandes ked af det hver gang, begynder virkelig at græde, føler mig ikke så værdig til deres tid, som alle de andre er. Jeg ville sådan ønske at de ville bruge en smule længere tid end de normalt ville gøre, for måske ville jeg kunne få det sagt.
øv, nu havde jeg ellers haft sådan en god dag, og nu er den bare virkelig fyldt med tåre.

Jeg har en utrolig trang til at tage kniven og lemlæste min klamme ulækre krop! Og har lidt svært ved at modstå frestelsen. Har virkelig bare brug for det, fordi jeg er så DUM! og selvfølgelig giver stemmerne i mit hoved mig ret: ''Selvfølgelig er du dum, du har aldrig kunne bruges til noget, af alle mellem himlen og jord er du det svageste led. GØR DET, tag den kniv, så du mærke din krop''.
Jeg er bare ikke stærk nok til at modstå dem, de har simpelhen kontrollen over mig, over hvad jeg gør, over hvad jeg skal tænke og føle. JEG HADER DEM, men de har jo ret? tror jeg?

Jeg er så vred på mig selv!! jeg føler mig et eller andet sted såret? men burde ikke, har ikke ret til at være såret.

Send me to the dreamworld.. tonight, please?

åhh. Det var så dejlig, at snakke med min gamle kontakt person i telefon, vi fik os en snak om alt og intet. Jeg fortalte hende som den første, om denne blog, som jeg skriver om mit ''liv''. Er lidt nervøs for, at der er en jeg kender, son der skal læse den. huha.. :)

Jeg har faktisk været ufattelig glad i dag.. det er helt enormt dejligt, at have en god dag! Lidt ''mekanisk'' glad, men har ikke haft de allerstørste humør svingninger .. HELDIGVIS! - tror endelig det LORTE medicin, begynder at virke lidt :) . skønt. Mit gode humør har nok også meget at gøre, med at jeg tidligere i dag har været sammen med min skønne mor. (se tidligere indlæg.) 

Jeg håber sådan jeg kommer til at sove lidt mere i nat, det kunne være så rart. Er ved at være en smule tømt for energi, kunne være rart at få tanket lidt op.

a moment like this.

I dag har været en dejlig dag indtil videre. Har haft besøg af min dejlige mor, vi har været ude og shoppe lidt. Jeg har ikke haft så mange psykotiske-agtige-anfald, jeg har ''kun'' oplevet at da vi kørte ud af indkørelsen og så ned for enden af vejen, hvor der er et fodgængerfelt, så jeg en blev kørt ned og der lå indvolde over alt, men holdt reaktionent i mig, for var et eller andet sted godt klar over at det ikke var virkeligt. Og så var der et sted nede i gågaden, hvor jeg følte at der gik nogen bag ved mig med hænderne på mine skuldre, men det var ikke så slemt. Så alt i alt har det været okay ind til videre.

Jeg blev helt vild glad da min mor fortalte mig at min mormor havde fortalt hende at hun synes at jeg havde tabt mig, det var dejlig at høre. Men den måske negative ting for nogle, er at jeg holder fast i min beslutning om at jeg ikke skal have mere antipsykotisk, fordi jeg er ret overbevist om at det er det jeg tager på af.
Det er faktisk lidt sygt at tænke på at jeg hellere vil have et liv med psykoser end med vægtøgning. Men det er lidt en ond cirkel synes jeg, for når jeg tager antipsykotisk, tager jeg på, men har det sådan nogenlunde. Når jeg ikke tager det, taber jeg mig, men lever praktisk talt i helved? .. hmm..

Glæder mig lidt til på lørdag hvor jeg skal biffen med moster, moster's kæreste og lillebror hvor vi skal Harry Potter. Er ret nervøs for om der er mange mennesker. I don't hope so.

done talking. see ya.

If only.

Jeg har det virkelig skod lige nu. En ustyrlig trang til at skade mig selv vokser i mig. Sætte mig ude på badeværelset og banke hovedet ind i muren, eller banke min hånd ind i spidsen på radiatoren der ude, eller brække mig til jeg får ustyrlig ondt i maven eller tage ledninger rundt om halsen indtil mine læber bliver blå, alt sammen alternativer til at skære i mig selv, fordi den vane har jeg virkelig IKKE lyst til at falde i igen. Kæmper virkelig for at holde mig væk fra kniven.

tidligere i dag så jeg der lå en kniv ude i stuen, sådan en man skære julepynt med. Jeg havde en ubeskrivelig trang til at tage den op, og gå total amok på min ulækre krop. MEN gjorde det ikke.

Hvis bare.. jeg kunne lære at elske mig selv. Hvis bare.. jeg kunne lære at leve med min sygdom, i stedet for at bekæmpe den. Hvis bare.. at jeg kunne fortælle nogen om alle de ting jeg tumler med, ville min dag måske ikke være sådan en kamp, for at stå op om morgenen og stå face to face med en ny dag i helved. Hvis bare .. jeg havde nosser nok til ikke at være så pisse stædig. - godt nok har jeg ingen nossere, men alligevel ikk'?

Jeg har et lyspunkt i min hverdag, min elskede NynneMand (en fugl). Han kan gøre mig glad, gud nåde at trøste dem der en dag tager ham fra mig. Om det er så er mennesker eller døden. Jeg bliver knust anyway.

Han er så kær.

Har de ledeste selvmords tanker for tiden. Har selvfølgelig overvejet klassikeren; at tage piller. men har også overvejet at hænge mig selv, springe ud foran et tog .. og ligende. Jeg vil virkelig gerne have den del af min hverdag til at forsvinde, men aner ikke hvordan? Det eneste der holder mig i live, er min familie og min fugl. Men jeg er lost, fordi stort set resten i mit liv, er ved at være uudholdelig.

Digt jeg fandt på nettet:

Sometimes I just wish, I could run away and hide.
No matter where I go though, these feelings stay inside.
How can I stay here and live each day a lie,
When all I want to do is close my eyes and die?



If you really knew me.

Jeg har virkelig haft en rigtig ringe nat, har kun halv sovet og vågnet med choks hele natten.
Jeg var virkelig psykotisk igår.. sad bare i min seng og vippede frem og tilbage, hørte stemmer der skreg af mig og baby skrig som om der var nogen der mishandlede dem, det var virkelig grufuldt. Måske skulle jeg virkelig overveje at begynde at tage antipsykotisk igen? også selvom jeg tager på af det?
De få gange jeg var faldet i søvn, drømte jeg om at der var nogen der udsatte min familie for tortur.. f.eks. min ældste lillebror blev i drømmen, bundet til en maskinne der brækkede alle hans knogler, og jeg kan stadig hører den knase lyd det sagde, ret ulækkert, hvis det ord overhoved kan beskrive det.

Jeg har også føle-hallucinationer, i går aftens følte jeg at der hele tiden var et par kolde hænder der rørte mine føder, og jeg havde ellers varme fødder. Sommetider føler jeg også kolde hænder der prøver at kvæle mig. Virkelig ubehagelig, og selvfølgelig kan jeg ikke lade være med at gå i panik.

Jeg ville sådan ønske jeg kunne fortælle det til personalet her hvor jeg bor. Men det er bare så svært. Kan ikke så godt sætte ord på når jeg sidder ansigt til ansigt med en. Jeg tror virkelig at jeg har brug for hjælp, jeg er bare ikke så god til at be' om den. Jeg tror ikke de bryder sig om mig, føler at nogen af dem skælder mig ud tit, og er ret hårde over for mig. Altså da jeg blev overleveret fra mit gamle bosted, sagde de at jeg havde brug for en ''fast hånd'', hvis man kan kalde det det. Men ærlig talt tror jeg de tager det lidt for bogstavelig! Altså.. misforstå mig ikke: de slår mig ikke. Jeg har kun været ude for magt anvendelse en gang, imens jeg har boet her.. godt nok har jeg kun boet her i to måneder, men alligevel.

Jeg savner virkelig min gamle kontakt person, det var som om hun forstod mig. Hun var rigtig god til at gætte sig nærmere, hvad der fyldte i mit hoved. Men sådan er min nye kontakt person desværre ikke, hun er rigtig flink, når jeg altså har det godt. Men når jeg har det skidt, er hun ret svær at tackle for mig. Men vi har da også helt klart vores gode tider :) bare der var lidt flere af dem.

Nå nok skriveri/''snakkeri'' for nu.

The start of something new.

Har du nogensinde siddet tilbage og bare følt du var palle-alene-i-verden, fordi ingen forstod hvad det var du gennem gik? Jep, det har jeg. Jeg er psykisk syg og har fået at vide at jeg allerede havde tendenser til den som lille. Jeg er skizofren og har nogle tillægs diagnoser.
I denne blog har jeg tænkt mig at være ærlig omkring hvad jeg oplever. så ja. velkommen til min forskruede verden.


Idag har faktisk været en næsten almindelig dag. Jeg har været ude og gå med et personale på det bosted hvor jeg bor.
Jeg fortalte ham at jeg ikke havde sovet hele nattten, fordi jeg havde følt at der var en person der stod bøjet over min seng. Jeg genkendte hende godt, det var min afdøde farmor, men hun lignede ikke sig selv, hun så ond ud, og havde de ondeste røde øjne. Så Jeg lå vågen hele natten. Mig og ham personalet jeg var ude og gå med, vi snakkede så om hvor man endte efter døden, og han troede på at man nok kom et eller andet sted hen, eller det valgte han at tro sagde han.
Jeg kalder mig selv for kristen.. men tror i virkeligheden ikke at det jeg tror på er kristendom. Jeg tror på at man bliver født og at man dør, og når man dør bliver man født i en ny krop.. menneske, dyr.. you know. At ens sjæl går videre i et nyt liv. forstår i? Jeg er vel lidt alternativ, tror jeg.
Så for at vende tilbage til det jeg oplevede i nat, så er jeg ikke sikker på ånder findes, tror det var min sygdom der spillede mig et pus?
Det ville i hvert fald være den mest logiske forklaring!