Jeg har det virkelig skod lige nu. En ustyrlig trang til at skade mig selv vokser i mig. Sætte mig ude på badeværelset og banke hovedet ind i muren, eller banke min hånd ind i spidsen på radiatoren der ude, eller brække mig til jeg får ustyrlig ondt i maven eller tage ledninger rundt om halsen indtil mine læber bliver blå, alt sammen alternativer til at skære i mig selv, fordi den vane har jeg virkelig IKKE lyst til at falde i igen. Kæmper virkelig for at holde mig væk fra kniven.
tidligere i dag så jeg der lå en kniv ude i stuen, sådan en man skære julepynt med. Jeg havde en ubeskrivelig trang til at tage den op, og gå total amok på min ulækre krop. MEN gjorde det ikke.
Hvis bare.. jeg kunne lære at elske mig selv. Hvis bare.. jeg kunne lære at leve med min sygdom, i stedet for at bekæmpe den. Hvis bare.. at jeg kunne fortælle nogen om alle de ting jeg tumler med, ville min dag måske ikke være sådan en kamp, for at stå op om morgenen og stå face to face med en ny dag i helved. Hvis bare .. jeg havde nosser nok til ikke at være så pisse stædig. - godt nok har jeg ingen nossere, men alligevel ikk'?
Jeg har et lyspunkt i min hverdag, min elskede NynneMand (en fugl). Han kan gøre mig glad, gud nåde at trøste dem der en dag tager ham fra mig. Om det er så er mennesker eller døden. Jeg bliver knust anyway.
Han er så kær.
Har de ledeste selvmords tanker for tiden. Har selvfølgelig overvejet klassikeren; at tage piller. men har også overvejet at hænge mig selv, springe ud foran et tog .. og ligende. Jeg vil virkelig gerne have den del af min hverdag til at forsvinde, men aner ikke hvordan? Det eneste der holder mig i live, er min familie og min fugl. Men jeg er lost, fordi stort set resten i mit liv, er ved at være uudholdelig.
Digt jeg fandt på nettet:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar