Jeg er stadig indlagt, og bliver snart sindsyg af at være her. Jeg hader det så som pesten.. Alle siger til mig, at jeg skal åbne mig noget mere over for personalet både her på afdelingen og hjemme på Søndergade. Men jeg KAN IKKE. Jeg ved ikke hvorfor, hver gang jeg får biksen en sætning op i hovedet, om hvordan jeg har det, kan jeg bare ikke få den ud!! aner ikke hvad jeg skal gøre snart! Jeg kan bare ikke ikke.
Jeg har det så skidt for tiden, men jeg er blevet bedre til at skjule det, fordi jeg får medicin. Jeg har så mange selvmordstanker, og ønsker sommetider virkelig at føre dem ud i livet. Men et eller andet holder mig tilbage, og kan ikke rigtig finde ud af hvad det er. Jeg skader også mig selv konstant, enten på den ene eller den anden måde. Jeg ville ønske jeg kunne slippe det igen.
Jeg er en stor fejl, en mørk plet og skændsel for min omverden. Jeg græder altid når jeg går i bad, for føler bare at jeg ikke hører til i denne verden længere. Jeg hader mine følelser, jeg hader mig.
Jeg tror, at jeg er skyld i at en i min familie er ved at få det skidt igen. Jeg tror jeg har kørt hende ned til briste punktet.. Hvor er jeg bare selvisk og egoistisk!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar